I'm Salli

Smil med hjertet

0 notes

Frisk og sommerlig æblekage

Som lovet opskriften på æblekagen fra min fødselsdag, som altid høster komplimenter fra både ung og ældre, når jeg laver den.

Jeg ved godt, at æblekage normalt er lidt en efterårs-ting, men i denne rå version med revne æbler synes jeg egentlig, at den gør sig rigtig godt i forårs-/sommerperioden. Faktisk er det en rigtig oldemor-opskrift, så måske den kan vække minder hos et par familiemedlemmer. Den har ihvert fald igennem tiden skabt nogle for mig :-)

Nogle vil påstå, at dette er en sund kage. Det er nok liiige at stramme den en anelse! Men man kan måske sige, at den er sundere end en række andre kager som fx chokoladekage pga. æblerne og havregrynenes ret høje næringsværdi. I min version tilføjer jeg nødder, og det hjælper da også lidt på det ;-)

Jeg bruger flormelis i stedet for alm. sukker, da jeg synes det er langt nemmere at have med at gøre, når man skal sukkerriste - grynene bliver ikke til små hårde klumper, som de gerne gør, når man bruger alm. sukker. Flormelis er simpelthen langt nemmere at fordele under ristningen.

Jeg synes den er anvendelig både som dessert og som en treat til kaffen. 

Ingredienser:

Ca. 5 søde æbler
0,5 l. piskefløde
4 dl. fintvalsede havregryn
1 håndfuld mandler
1 håndfuld hasselnødder
2 dl. flormelis
2 tsk kanel
2 tsk vaniliesukker
3 spsk. friskpresset citron
En klat smør

Hak mandler og hasselnødder. Smelt smøret på en pande og rist havregrynene og nødderne lidt i det. Tilfør flormelis lidt efter lidt - fx af tre omgange, mens du vender herligheden med en spartel eller grydeske - pas på det ikke brænder! Lad flormelisen smelte helt og rør rundt, så alle grynene bliver ristede, før du tilføjer en ny portion. Til sidst tilføjes kanel og vaniliesukker. Rør godt rundt igen, og rist godt igennem til de er lysebrune. Lad det køle af, så sukkeret kan størkne.

Riv så imens æblerne på et groft rivejern eller endnu bedre: et mandolinjern - men pas på snitterne! Mandolinjernet gør, at æblerne får en ekstra lækker og lidt fast konsistens i kagen. Tilføj citronsaft og rør lidt rundt - så bliver æblerne ikke brune.

Pisk flødeskummet.

Læg havregryn/nødder og æbler lagvis i en stor glasskål og fordel flødeskum jævnt ud over. Pynt evt. med hakkede nødder på toppen.

Den kan serveres straks, men lader man den lige stå 20-25 minutter inden servering, får kagen lov til at sætte sig, og det bliver den bestemt ikke dårligere af :-)

 

Voila og enjoy! :-) 

Filed under revet æble revet æblekage rå æblekage rå æbler flødeskum dessert nødder mandler flormelis hasselnødder kage frisk kage sund kage æbler